Så er der endelig kommet lidt billeder på siden.
Du finder dem ude i menuen til venstre under “billeder”.
Enjoy!
Toast er da noget, man spiser?
Til en større festlighed som et bryllup skal der helst være styr på sagerne. Derfor er det så smart, at traditionen har videreført det geniale koncept med en toastmaster, som har ansvaret for at aftenen forløber nogenlunde ordentligt. Det koncept vil vi selvfølgelig også gerne benytte til vores fest, og vi har været så ualmindeligt priviligerede at Annie Schjelde Rasmussen har sagt ja til opgaven. Det er vi særdeles taknemmelige for! Hvis man som gæst har et indslag af den ene eller den anden art, kan man altså allerede nu kontakte Annie. Bare smid en mail til adressen aschjelde(at)gmail.com eller ring på 61663095. Bare husk at fortælle Annie dit/jeres navn(e), jeres relation til brudeparret, og ca. hvor længe indslaget varer. (”(at)” står for @, hvis nogen er i tvivl)
Kørevejledning
Så er siden opdateret med links til nogle fine Krak-kort, så I ikke behøver fare vild.
Kammersgaard Ipsen
Vi var idag et smut på Københavns Rådhus’ bryllupskontor, (Ja – sådan et har de faktisk) for at få lavet en prøvelsesattest. Nu må vi jo så håbe, at det ikke viser sig, at vi egentligt er søskende, eller noget andet småkriminelt. Samtidig har vi afleveret en navneændringsblanket, så vi fra den 9. februar begge hedder Kammersgaard Ipsen til efternavn. Det var ikke nogen nem beslutning for Johanne, men livet er jo fuldt af kompromiser.
Så er den på gaden
Besøgstallet her på bloggen er nu begyndt at stige stødt, hvilket må betyde, at invitationerne efterhånden er begyndt at nå frem. Det er dejligt at have fået dem ud af huset, så vi kan bruge vores friaftener på andet end at klippe-klistre.
Siden her er nu blevet opdateret med ønskeseddel, som du finder i menuen til venstre. Her vil der også snart komme til at ligge kørselsvejledning og andre nyttige ting.
Hvil i fred kok!
Det er ret surrealistisk, men kokken, som skulle lave med til vores bryllup, er lige blevet begravet idag. Men mad skal der jo til, så vi foreslår, at alle tager en lille madpakke med. Eventuelt kan man aftale at gå sammen nogle stykker og lave et lille sammenskudsgilde ud af det. Hvad siger I til det?
/Andreas & Johanne
Min Ikea-åbenbaring
Vidste du, at Ikea-kataloget bliver trykt i flere eksemplarer hvert år end Bibelen? Tja… men der er da ihvertfald den kvalitetsforskel, at Ikea er nødt til at lave et nyt katalog hvert år for at få læsere, mens Bibelens budskab er universelt og ikke behøver en redigeret udgave hvert år.
Nå, nok om det. Det var nemlig slet ikke det, mit indlæg skulle handle om. Sagen er den, at jeg har forelsket mig noget så grusomt i en lænestol fra Ikea.
Er den ikke skøn, og så findes der endda matchende gardiner til. Heldigvis er det lykkedes mig at overtale Andreas til, at vores kommende fælles stue, skal bygges op omkring et par stykker af disse lænestole. Og er der så noget, der er meget mere oplagt, end at ønske sig røde alfi-kaffekander?
/Johanne
vanskelig aflæggelige vanarter
Jeg var egentligt i gang med at forberede mig til nogle oplæg, jeg skal skrive for Bibellæserringen, da jeg stødte på Rosenius’ XV bind:
I den første kærligheds lykke tilegner man sig i reglen halvt ubevidst en forestilling om, at ægtefællen er et så aldeles udmærket menneske, fejlfri nærmest, og at dette er grundlaget og betingelsen for den ægteskabelige lykke. Men inden længe viser der sig hos den ene af parterne en eller anden medfødt, vanskelig aflæggelig vanart, som i høj grad virker irriterende på den anden – i særdeleshed, hvis denne i forvejen har et utålmodigt og pirreligt sind. Her overfor kræver nu Guds ord, at du ikke alene skal bære over med din ægtefælles irriterende fejl, men endog med hjertelig mildhed og kærlighed skal hygge om ham og elske ham – og dette ikke i en måned eller et år, men livet igennem.
Allerførst synes jeg, det er interessant at pointere, at Rosenius går ud fra, at det er kvinden, der har det utålmodige og pirrelige sind, mens det er manden, der har en irriterende vanart, som han ikke kan gøre kål på.
Jeg ved godt, at Andreas ikke er perfekt, men derfor kan det her egentligt godt skræmme mig lidt ind imellem. Jeg har nok et lettere utålmodigt og pirreligt sind, og hvis det viser sig, at Andreas snorker helt uhæmmet om natten, så er jeg bange for, at jeg kunne komme til at kvæle ham med en pude. Derfor er det også en udfordring for mig at skulle leve med, hvad der måtte dukke op af vanarter – dem er jeg nemlig ikke så glad for. Man kan bare spørge min familie, hvor jeg sad og spiste, når der var suppe på bordet, eller hvorfor jeg sov med ørepropper, da jeg delte værelse med Dorthea, selvom hun ikke snorkede men bare trak vejret lidt tungt. Ak ja – det er vist en vanart, som Andreas må prøve at leve med.
/Johanne
Drømmekjolen
Jeg glæder mig simpelthen som et lille barn til at komme i gang med at sy brudekjolen. Noget af stoffet er købt, mens noget andet af det, jeg havde valgt, desværre ikke kan skaffes hjem, så nu må jeg nøjes med en lidt tyndere kvalitet – øv bøv. Mønsteret er kommet hjem fra USA – i en for lille størrelse er jeg bange for, men modet er stadig højt. Jeg har efterhånden syet en del kjoler i mit korte liv, men nu kan jeg få lov at sy den ultimative kjole. Jeg kan pynte den så meget, som jeg overhovedet har lyst til, uden at skulle tænke på, om jeg mon er overdressed, og jeg kan vælge lige det stof, jeg gerne vil have uden at tænke på økonomien, da jeg alligevel kommer til at spare flere tusind kroner ved at sy den selv… Jeg glæææder mig 
/Johanne
